DGD er på en grøn rejse


Gas er inde i en rivende udvikling 

Den gas, vi sender ud til kunderne, er under forandring. Naturgas er et fossilt brændstof, dvs. at gassen har ligget i jorden gennem millioner af år. Fossile brændstoffer udleder CO2, men naturgas er klart den fossile energikilde, der udleder mindst CO2. Men ikke nok med det. For hvor andre fossile energikilder i vidt omfang har nogle grundlæggende egenskaber, der ligger fast, kan naturgas blandes med CO2-neutral biogas og blive mere miljøvenlig. Det arbejder vi intenst med i DGD.

Stigende andel af biogas i nettet

Det sker på den måde, at vi løbende tilslutter biogasanlæg til gasnettet. På biogasanlæggene omdannes biogas fra husdyrgødning, affald, halm osv. til ”bionaturgas”, som kan transporteres i gasnettet. Det betyder, at gassen løbende bliver bedre og bedre for miljøet, samtidig med at det materiale, der bliver til overs fra biogasproduktionen, kan bruges som gødning i landbruget. Det bidrager til at løse landbrugets miljøproblemer. Lugtgenerne bliver også reduceret. Der er tryk på udviklingen. Allerede i 2018 forventer vi, at 15 pct. af den gas, der transporteres gennem vores rør, er CO2-neutral biogas.

Afgørende bidrag til den grønne omstilling

Den gas, vores kunder modtager, bliver altså grønnere og grønnere år for år – uden at kunderne skal gøre noget som helst. Det sker helt automatisk. Men biogas er kun begyndelsen. Forskere arbejder på højtryk for at sikre, at også en række andre vedvarende energikilder kan omdannes til miljøvenlig gas. Det gælder bl.a. sol, vind, brint og syntesegas. Det er vores ambition, at også alle disse nye gastyper skal kunne overføres til vores net, og når det bliver muligt, vil andelen af gas baseret på vedvarende energi blive endnu højere.

Lokale producenter

Det hører også med til billedet, at biogassen er produceret lokalt rundt omkring i landet og af mange forskellige producenter – både på store anlæg og i mindre såkaldte gårdbiogasanlæg, hvor en håndfuld landmænd slår sig sammen. Denne decentrale tendens, hvor energiproduktionen foregår lokalt, vil blive forstærket, når alle de nye gastyper skal overføres til nettet.

Høj sikkerhed

Det er også vigtigt at understrege, at gas på flere måder er en meget sikker energikilde. Den er for det første sikker, fordi der kun meget, meget sjældent sker ulykker. Men den er også sikker, fordi den ikke pludselig forsvinder. Forsyningen af gas er sikret mange år frem, og til forskel fra en række andre energiformer kan naturgas gemmes i vores naturgaslagre under jorden og benyttes, når der opstår behov for det. Der er med andre ord sikkerhed for, at forsyningen fortsætter.

Nettet skal bruges bedst muligt

Der er gasrør for ca. 55 mia. kr. i den danske undergrund. I Dansk Gas Distribution vil vi arbejde for at udnytte den investering på en måde, der er til gavn for vores kunder, og som styrker den grønne omstilling mest muligt. Det er vores mål, at husholdninger og virksomheder også i de kommende årtier kan få en sikker - og stadig mere miljøvenlig - forsyning af gas. Vi er med andre ord i gang med en grøn rejse.